Vores skole er placeret midt i noget af Danmarks absolut flotteste natur, og vores ”legeplads” er blandt andet Grønsund, Østersøen og de store smukke bøgeskove.
Vi er privilegeret med en fantastisk 3-længet friluftsgård mindre end 20 meter fra den østvendte strand. Sammen med vores meget lækre friluftsværksted danner det nogle af rammerne for vores undervisning på såvel linjen som på naturvalgfagene.
Vores lærere på linjen er selv meget passionerede friluftsfolk, som har mange års erfaring i at formidle gode oplevelser i naturen.
På Næsgaard Efterskole tager vi udgangspunkt i den nordiske friluftstradition. Det handler om – på en respektfuld måde – at leve i og med naturen. Overnatning, madlavning og socialt samvær er fundamentalt.
Naturlinjen er opbygget således – at man efter grundig vejledning – selv er ansvarlig for at planlægge og gennemføre diverse ture og overnatninger året rundt.
Målet med naturlinjen er blandt andet, at man i slutningen af året – alene eller med gode venner – er i stand til at tage på tur selv. Selvom disse ture selvfølgelig kan/skal være udfordrende, så er hovedformålet, at man holder sig tør, varm og mæt – samtidigt med at det er utroligt hyggeligt.