Fodboldlinje

Fodboldlinjen på Næsgaard Efterskole ønsker at tilbyde et helt unikt fodboldår med fokus på langtidsholdbar spilleglæde.

Hele trænerteamet har en fælles vision for fodbolden på vores skole. Vi ønsker at samtlige spillere igennem træningen på Næsgaard Efterskole vil finde ud af, hvorfor de i sin tid startede med at spille fodbold. Vi kalder det ”find din indre urfodboldspiller”.

Vores overbevisning er, at det er den ægte og u(s)polerede spilleglæde, som er den væsentligste faktor for at udnytte sit og holdets fulde potentiale. Fodboldlinjens drøm er også – at danne og uddanne spillerne til at træffe selvstændige valg på banen – uden en masse verbale korrektioner fra sidelinjen.

Vi prioriterer kollektivet, fællesskabet og venskabet særdeles højt. Vi tror på, at den gode positive energi på holdene er stærkt medvirkende til et trygt og udviklende træningsmiljø, som ofte vil medføre, at man vinder de tætte kampe.

På fodboldlinjen har vi 5 erfarne og meget dygtige trænere. Hver især har de spidskompetencer, som vil være i stand til at gøre dig til en endnu bedre fodboldspiller.

Trænerteamets erfaringer spænder fra DBU’s træneruddannelse på højeste eliteniveau (mangeårig trænererfaring fra herre ungdomslandsholdene) til målmandstræner og egen spillererfaring på ungdomslandshold og divisionsniveau. Derfor er vi godt rustet til at udvikle dig som spiller, uanset om du er elitespiller eller på et lavere niveau.

Til træning fokuserer vi på såvel holdets såvel som på den enkelte spillers udvikling. Det gør vi ved at træne teknik, koordination, possesion og taktik – og så vidt muligt altid med bold. Vi prioriterer i øvrigt også træningen af vores talentfulde målmænd mindst lige så højt som markspillernes

På Næsgaard Efterskole vil du få træning på dit skoleskema 3 gange om ugen. Derudover er det muligt at tage C-træner uddannelsen.

Hos drengene vil vi typisk have en 1.holdstrup, en 2.holdstrup og en 3.holdstrup og hos pigerne en 1.holdstrup og en 2.holdstrup.

På vores skole er det væsentligt, at man så vidt muligt får lige mange kampe, uanset om man er elitespiller, eller man spiller på et lavere niveau. Derfor spiller vi med i både Sjællandsmesterskaberne for efterskoler og i den landsdækkende skoleliga. Du vil komme til at spille 15-20 kampe i løbet af dit efterskoleår.   

Vi træner udendørs på vores eget fodboldanlæg, som er et af Danmarks flotteste. Hvis vejret umuliggør udendørs træning på egen bane, så kører vi i bus til kunstgræsbaner i nærheden. Vi træner også teknik, indendørs fodbold og futsal i vores sportshal. En væsentlig del af fodboldsæsonen indbefatter selvfølgelig styrketræning i motionsrummet.

Har du lyst til at være en del af det unikke fodboldfællesskab på Næsgaard, så ses vi på fodboldbanen – og kampråbet er naturligvis 1-2-3 sveeeed!!!

Hent A5 flyer for Fodboldlinjen her

Linjefag

Besøg os på Efterskolernes Aften d. 8. januar 2020 kl. 18.00 - 21.00

Har du lyst til at opleve Næsgaard Efterskole?